Hej Morten

Litterær artikel

EN ROSE, af Amalie Skram

Indledning
’’En rose’’ er en novelle skrevet af Amalie Skram fra novellesamlingen ’’sommer’’ fra 1899. I teksten hører vi om et mislykket ægteskab. Kvinden er udkørt og vil gøre op med samfundet idealbillede. Manden i denne tekst, har været ude for en ulykke og nu skal dø, han har derfor heller ikke meget livsglæde tilbage.

Novellen ’’En rose’’ starter in media res. Læseren bliver med det samme kastet ind i en samtale mellem hovedpersonen og hans ægtefælde. Brugen af in media res gør, at vi til at starte med ikke kender til forholdet mellem de to personer. Den er med til at gøre læseren i tvivl om parrets forhold, som jeg vender tilbage til i personbeskrivelsen.

Fremstillingsformen er 3. Personfortæller og synsvinkel ligger hos manden. Som læser får vi at vide hvordan han ser sin hustru udefra. Derudover følger vi ham også i hans flashbacks, hvor han tænker tilbage på hvor godt livet var engang. Det skal dog siges at der på et tidspunkt i teksten, skiftes synsvinkel. ’’Hun læste i hans øjne,, at der ikke var noget håb, og hun følte det som om en byrde sank fra hende’’^[1]. Skrams pointe med dette, har muligvis være at læseren ikke skal være i tvivl om hustruens følelse omkring hendes mands sygdom.

’’Hun var lys og stormavet, med blege, dybtliggende øjne, og tyndt hår, der foran panden var brændt i purr af et krøljern’’^[2]. Jeg-fortællerens beskrivelse af hustruens ydre, er meget negativt. Han ser kun de dårlige ting ved hende, som den store mave, de blege øjne og det tynde brændte hår, hvilket indikere at han ikke længere er forelsket i hende.

At det er noget af det første vi hører i novellen, giver et indtryk af hvor lidt kærlighed der er mellem ægteparret. ’’Hun så igjen med et glimtende blik. Et blik, der stak ham. ’’Onde? Er de onde, de øjne? Tænkte han, og blev ved at se på hende’’^[3]. Denne sætning kunne lyde som det var en fremmed person han ser på og ikke hans hustru, som han engang elskede; ’’Denne kvinde, som han havde elsket over alt i verden’’^[4].

Jo længere man kommer ind i novellen, jo dårligere bliver det billede man får af hustruen. Når man læser mellem linjerne får man et andet billede. ’’Ha, ha, ha! Du dø! Og hvad skulde jeg så gjøre med dit lig?’’^[5]. Hustruen fortrænger at hun er ked af det, da hun ikke vil vise manden dette. Hendes måde at fortrænge det på, er at gøre grin med ham og at han skal det, selvom hun ikke ønsker det. Manden tyder ikke hendes spøg med det, men ser kun hustruens udstråling, der viser glæde. ’’Du er  naturligvis forundret over at jeg ikke tar denne sygdom sørgmodigt nok. Men jeg kan ikke. Jeg har git dig alt, hvad jeg har. Jeg har ikke mere’’^[6]. Hustruen bebrejder nærmest hendes mand for at hun ikke kan kapere hende sygdommen.